-
Novo-aktie falder på overraskende nyt initiativ fra konkurrent – analytiker advarer mod at overdrive betydningen
Source: BDK Finans / 27 Aug 2024 07:44:35 America/Chicago
Den største konkurrent til Novo Nordisks diabetes- og fedmemedicin, amerikanske Eli Lilly, frigiver en ny og langt billigere udgave af selskabets behandling mod fedme. Det skriver den amerikanske virksomhed i en pressemeddelelse. Der er tale om slankemidlet Zepbound, der nu vil være muligt at få i enkeltdosishætteglas i stedet for de injektionspenne, som slankemedicinen hidtil er kommet i. De nye hætteglas betyder en markant stigning i udbuddet af Zepbound, og at produktet kan prissættes 50 procent under listeprisen på vægttabsmedicin i penne. Dermed bliver medicinen billigere end andre vægttabsmidler på markedet, står der i pressemeddelelsen fra den amerikanske virksomhed. »Disse nye hætteglas hjælper os ikke kun med at imødekomme den store efterspørgsel efter vores fedmemedicin, men udvider også adgangen for patienter, der søger en sikker og effektiv behandlingsmulighed,« siger Patrik Jonsson, der er koncerndirektør med ansvar for svær overvægt og diabetes i Eli Lilly i pressemeddelelsen. Virksomheden ønsker at sælge de nye produkter direkte til forbrugerne uden om apotekerne og dermed spare omkostningerne ved en mellemmand. Novo-kursen falder på nyheden Meldingen fra Novo Nordisk-rivalen fik kortvarigt Novo-aktien til at falde med mere end tre procent, og aktien er klokken 13.36 fortsat faldet med -2,69 procent. De nye hætteglas koster 399 dollar for et månedligt forbrug med 2,5 mg. Det svarer til omkring 2.600 danske kroner. Til sammenligning koster en måneds forbrug af injektionspenne med slankemidlet 1.060 dollar eller omkring 7.000 danske kroner. Slankemedicinen er dog fortsat ikke helt billig. For en måneds forbrug af de nye hætteglas med 5 mg koster 549 dollar, og det svarer nogenlunde til den gennemsnitlige månedlige udbetaling på en brugt bil. Det skriver det amerikanske tidsskrift STAT, der skriver om videnskab, medicin og sundhed. De nye hætteglas er målrettet patienter, der ikke har mulighed for at få tilskud til medicinen gennem en sundhedsforsikring. Dermed forventer Eli Lilly, at det nye produkt vil gøre slankemidlet tilgængeligt for millioner af voksne der lider af svær overvægt. Det skriver de i pressemeddelelsen. Sydbanks medicinalanalytiker, Søren Løntoft Hansen, advarer dog mod at tillægge Lillys seneste udspil alt for stor betydning. Ingen disruption af fedmemarkedet »Det er ingen disruption af fedmemarkedet, som man umiddelbart kunne tro, når man læser overskrifterne,« siger Søren Løntoft Hansen. Han understreger, at der er tale om et tiltag, som skal gøre Lillys vægttabsmedicin, Zepbound, tilgængelig til en mindre gruppe, nemlig de amerikanske patienter, der ingen sundhedsforsikring har og derfor selv må betale for medicinen. »Jeg tror, vi skal se det som Lillys forsøg på at finde ud af, om den her gruppe af selvbetalere, er villige til at give køb på bekvemmelighed for at få medicinen i lave doser til en mindre pris,« siger Søren Løntoft Hansen. Ifølge Søren Løntoft Hansen bliver det »spændende at se«, om Novo Nordisk kommer med et modsvar. »Umiddelbart tror jeg, at de vil afvente og se, hvordan Lillys tiltag bliver modtaget, og hvad det får af betydning,« siger Søren Løntoft Hansen. Han hæfter sig ved, at Novo Nordisk tilsyneladende går efter at udvikle et marked for fedmemedicin, som ikke kun handler om rent vægttab, men også om, de effekter, medicin som Wegovy og Zepbound har på følgesygdomme, som for eksempel hjerte-kar-sygdomme og diabetes. »Lillys initiativ er bestemt spændende, når vi taler om at få råd til at få vægttabsbehandling for de forholdsvis få patienter i USA, som selv må betale,« siger Søren Løntoft Hansen. Han hæfter sig imidlertid ved, at tiltaget ifølge Lilly også kommer for at hjælpe med at sætte en stopper for en stigende brug af forfalskede, usikre og ikketestede versioner af Lillys medicin. Dermed henvender Lilly sig også til en gruppe patienter, som måske ikke er så optaget af de langtidsvirkende effekter af medicinen. Indspark i amerikanske prisdebat »Fordi det er en ubekvem løsning at skulle injicere det med en sprøjte i stedet for at bruge en pen, og fordi der indtil videre kun er tale om lave doser, så er der også den mulighed, at det primært vil blive brugt af dem, som kun ønsker at være i behandling kortvarigt alene for at tabe sig,« siger Søren Løntoft Hansen. Endelig mener han også, at man bør se Lillys overraskende initiativ som en del af den politiske debat omkring høje medicinpriser. I slutningen af næste måned skal Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, forklare de høje listepriser på Wegovy og Ozempic over for sundhedsudvalget i det amerikanske Senat. Det sker, efter at den uafhængige senator Bernie Sanders gennem det seneste halve år har kørt en kampagne mod høje medicinpriser og har krævet, at blandt andre Novo Nordisk sænker prisen, så flere får adgang til vægttabsmedicinen. Debatten har været præget af store overskrifter og mindre interesse for, hvordan det amerikanske marked rent faktisk fungerer. »Man kan ikke afvise, at det her også skal ses som Lillys indspark i den debat. Ved at levere Zepbound i hætteglas til en pris 50 procent under listeprisen, svarer de på noget af kritikken,« siger Søren Løntoft Hansen. Berlingske forsøger at få en kommentar fra Novo Nordisk. https://www.berlingske.dk/business/novo-aktie-falder-paa-overraskende-nyt-initiativ-fra-konkurrent